Portrætter
2023-02-14

Katrine Gybel: "Revisorer er ikke kun introverte mænd i grå jakkesæt"

Hvad vægtes højt i Katrine Gybels arbejdsliv, når hun til hverdag som director går rundt på gangene hos KPMG? Det har vi fundet anledning til at belyse i dagens fredagsportræt hos Revikurser.

For nyligt faldt vi over en artikel på LinkedIn med overskriften ”Katrine vil gøre op med det forældede syn på revisionsbranchen”, der i høj grad fik vakt vores opmærksomhed. For hvad betyder det? Og hvilken udvikling er der sket de seneste år i branchen? Hvad vægtes højt i Katrine Gybels arbejdsliv, når hun til hverdag som director går rundt på gangene hos KPMG? Det har vi fundet anledning til at belyse i dagens fredagsportræt hos REVI-kurser.

Hvordan har din karriere set ud indtil nu?

”Der er mange veje til målet, og jeg har taget en af de klassiske veje for branchen. Jeg startede som revisortrainee lige efter handelsskolen. Samtidig startede jeg på HD-R som aftenstudie, og da det var afsluttet efter 4 år, læste jeg cand.merc.aud sideløbende med mit fuldtidsarbejde som revisor. Efterfølgende har jeg taget uddannelsen til statsautoriseret revisor.

Jeg arbejder i dag som Director hos KPMG i Aarhus, hvor jeg har en bred kundeportefølje indenfor mange forskellige brancher, typer og størrelser af virksomheder. Mit fokus er dog på særligt på virksomheder indenfor tech-branchen, hvor jeg brænder for at rådgive iværksættere, start-ups og vækstvirksomheder.”

Det er 12 år siden, at du blev færdig på universitet. Hvad havde du af håb og drømme, da du blev færdig?

”Jeg har læst min bachelor og kandidat sideløbende med fuldtidsarbejde, så karrierevejen blev lagt tidligt. Jeg har hele tiden syntes, at mit arbejde var sjovt og udviklende, og det har været en stor motivationsfaktor for mig, at jeg løbende har kunne videreuddanne mig. I forbindelse med mit arbejde og min uddannelse har jeg ikke bare fået faglig udvikling, men i høj grad også personlig udvikling.

Det er den konstante udvikling, der bliver ved med at motivere mig. Ikke kun min egen udvikling, men også hvordan jeg kan hjælpe andre i deres udvikling. Jeg har flere forskellige mentorroller internt, og jeg underviser både internt og eksternt, bl.a. på SR Akademiet (FSR).

Jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle være andet end revisor. Men jeg har ikke altid tænkt, at jeg skulle være statsautoriseret revisor. Det handler i høj grad om, at jeg tidligere i min karriere ikke kunne se mig selv i den rolle, når jeg spejlede mig i andre statsautoriserede revisorer og partnere. Det medførte et bias i opfattelsen af, hvad det reelt krævede at gå den vej.”

Hvordan har du set revisionsbranchen udvikle sig undervejs?

”Jeg har været så længe i branchen, at jeg har arbejdet med strimmelregnemaskiner og bogføring på ”grønne ark” med gennemslagspapir. Og der er sket meget i branchen siden, jeg startede.

Opgaver, og måden vi arbejder på, har naturligt udviklet sig over mod en mere digitaliseret og data-drevet tilgang. Men særligt de seneste år har jeg oplevet, at branchen har været åben for forandringer i måden, vi arbejder på, hvilket måske er påvirket meget af de yngre generationer, der nu er en del af arbejdsmarkeret.”

I dag er det kun 13 % af de statsautoriserede revisorer, der er beskæftiget af kvinder. Hvorfor tror du, at det hænger sådan sammen?

”Det, jeg særligt elsker ved mit arbejde, er dynamikken ved at være mange forskellige mennesker samlet, der hver især bidrager med noget unikt. Netop her, skaber diversitet en kæmpe værdi.

Vi mangler medarbejdere i revisionsbranchen. Og desværre ser vi, at det særligt er kvinderne, vi mangler. Kun 13% af statsautoriserede revisorer i Danmark er kvinder! Kønskvoter er virkelig ”hot-topic” lige nu. Det er nok ikke den vej vi skal gå, men vi har brug for at se på HVORFOR, der ikke er flere kvindelige revisorer – og ikke mindst, hvordan vi ændrer på det?

Revisionsbranchen sælger timer – så dem vil vi selvfølgelig gerne lægge mange af. Historisk set har kvinder nok været bedre til at sige fra over for det time-ræs. Men der er nu et stort fokus fra alle på, at der skal være plads til at være et helt menneske, ikke kun revisor. Så det er ikke kun for at fastholde kvinder i branchen, at vi skal se på det setup.

Det er nødvendigt for, at vi kan være attraktiv som branche generelt.

Selvom jeg i høj grad identificerer mig med mit arbejde som revisor, så er jeg jo også meget andet end det. Og der er brug for, at vi bringer det hele menneske vi er, med på arbejde, så vi kan få gavn af alle de kompetencer og kvaliteter, den enkelte har. Og så hjælper det også gevaldigt på effektiviteten, hvis man møder på arbejde frisk, veludhvilet og i balance, i stedet for at man har arbejdet hele natten.”

Derudover er du en del af ledergruppen af KPMGs afdeling i Aarhus - Er der ved at ske et skifte, når der kommer til diversitet i revisionsbranchen?

”Der er i hvert fald kommet et andet fokus på det, end der har været tidligere, og det er en god start. I min afdeling tænker vi ikke så meget over kønsdiversitet specifikt. Men vi fokuserer på diversitet i form af forskellige personligheder, erfaringer og kompetencer. Og så kommer diversitet på køn også helt naturligt.

Vores afdeling har 48% kvinder og 52% mænd. Men det er stadig en stor del af vores opgave at sikre, at den samme fordeling også fastholdes op i ledelsesniveauerne.

Og jeg håber, at jeg kan være den rollemodel, jeg selv savnede i starten af min karriere.”

Det ses generelt, at der fra den yngre generation i mange brancher stilles større krav til arbejdsmiljø og arbejdstid. Ser du ændringer i revisionsbranchen?

”Jeg ser en generel udvikling i samfundet, især efter Covid19, hvor folk efterspørger en anden fleksibilitet. Her er revisionsbranchen heldigvis allerede godt indstillet i forhold til at følge med ønsker om hjemmearbejde osv. Men jeg ser også, at mine kollegaer rent faktisk gerne VIL møde fysisk på arbejde. Vi har et fantastisk sammenhold og kultur, og det giver en god energi når vi er samlet og arbejder sammen. Det må også gerne være sjovt at gå på arbejde!

Der er generelt et stort ønske om at blive set som individ. Vi er alle sammen hele mennesker, med forskellige ønsker og behov, som skal anerkendes. Det handler ikke kun om ønsker til arbejdstid og fleksibilitet. Men også typer af opgaver, mulighed for specialisering, særlige ansvarsområder osv. Det er fantastisk med en generation af medarbejdere, der virkelig gerne vil involvere sig!”

For nyligt indgik du i en artikel med den overskrift, at du vil gøre op med det forældede syn på revisionsbranchen. Kan du sætte flere ord på, hvor du ønsker, at branchen bevæger sig hen?

”Der er mange myter om revisorer. Men revisorer er ikke kun introverte mænd i grå jakkesæt. Vi sidder ikke bare med vores lommeregner og lægger tal sammen hele dagen (og natten). Vi arbejder med mennesker og med hele maskinrummet, der får virksomhederne til at køre. Vi kommer ind i rigtig mange virksomheder og brancher, og skal forstå hele rammen, ikke bare årsrapporten, der bliver lavet én gang om året.

Der sker meget i revisionsbranchen hele tiden, og vi har brug for mange forskellige erfaringer og kompetencer, hvis vi skal følge med. Vi er nødt til at få en større talentpulje i spil, hvis vi vil sikre os, at branchen bliver ved med at udvikle sig.

Og vi skal have flere gode rollemodeller der kan vise, at man kan være statsautoriseret revisor på mange forskellige måder. Man skal ikke være en bestemt type eller gøre tingene på en bestemt måde.

Vi kan starte med at se på det mindset, vi har i branchen, og det bias vi tager med os i rekrutteringssammenhænge. Det er ikke kun udenfor branchen, der er myter om revisorer. Vi har bestemt også internt i branchen et bestemt billede af, hvordan en revisor skal være. Men branchen ændrer sig, og derfor er det billede også nødt til at ændre sig. Og det skal vi også turde sige højt.”

Har du gode råd til den yngre generation, der gerne vil ende i samme stol, som du sidder i i dag?

”Jeg har masser af gode råd, og jeg deler hellere end gerne ud af mine egne erfaringer.

Særligt to ting, vil jeg gerne fremhæve

  • Find ud af hvad du gerne vil. Sæt dig et mål og sig det højt. Det er min erfaring, at der er masser der står klar til at hjælpe dig med at nå dit mål, hvis bare de kender det.
  • Lad være med at sammenligne dig selv med andre. Der er sjældent kun én rigtig vej, så gør det på din egen måde. Det er det, der kommer til at skille dig ud fra mængden.”

Disse kunne også have din interesse?