Linda Nielsen

Linda Nielsen er professor på Det Juridiske Fakultet og har i mange år arbejdet med Familieret og Arveret. Linda har publiceret en lang række bøger og artikler, nationalt og internationalt - særlig om de økonomiske forhold for ægtefæller, men også om værdierne i familieretten.

Kurser

Finansret

Emnet finansret er præget af mange regler, og der er ikke mange, som har mulighed for at begribe og omfavne disse uendelige bunker af regler. Derfor vil kurset fokusere på ledelsens ansvar og opgaver i forbindelse med finansretten. Emnet er centralt for både advokater, revisorer, bestyrelser og direktioner i pengeinstitutter, pensionskasser, investeringsselskaber og mange flere. 

Formålet er at omfavne nogle af de emner, man skal være opmærksom på, når man sidder i en bestyrelse, overvejer at gå ind i en bestyrelse eller sidder i en direktion. Yderligere vil der gennem kurset blive hejst nogle flag, som fortæller lidt om hvilken vej vinden blæser – her er der bl.a. tale om ansvarssager, behandling af disse og hvad siger finanstilsynet og EU til nogle af disse problematikker? Alt dette er vigtigt at vide hvis man overvejer eller allerede sidder i en bestyrelse.

Kurset består af følgende temaer: 

  • Ledelsen – hvilke opgaver har de forskellige poster samt ansvar? 
  • Corporate Governance 
  • Compliance
  • Bestyrelsesarbejdet 
  • Kompetencer, Fit & Proper 
  • Ansvarssager

Kurset vil bl.a. indeholde en lang række eksempler og sager, hvor der er faldet dom, for at give nogle eksempler på reguleringerne. 

2 kursuspoint

Bæredygtig Due diligence

Der er behov for at have viden om de nye udfordringer, som følger af den grønne dagsorden, når man skal rådgive virksomheder. Og de nye regelsæt omfatter mange – og stadigt flere – virksomheder. Området er præget af en vildtvoksende regulering - nærmest en bæredygtighedstsunami, hvor ikke mindst EU har trukket sværdet og er draget i kamp. 

På den baggrund gives et overblik over reguleringen af bæredygtighed. Det sker ud fra en struktur, hvor der ses på de forskellige reguleringers formål og fokus, udsteder og adressat samt indhold, pligter, sanktion og kontrol. Altså hvorfor, hvem og hvad. 

Gennemgangen omfatter de tre lag af relevante reguleringer. Den globale regulering i regi af FN og OECD, herunder Parisaftalen. Den EU-retlige regulering omfatter taksonomiforordning og disclosureforordning, som er trådt i kraft. Den omfatter  forslag om investorrådgivning og virksomhedsrapportering om bæredygtighed med forslag til taksonomi herom. Og den omfatter tanker om lovpligtig due diligence og sustainable Corporate Governance.  Endelig er der danske regler i årsregnskabslovens § 99 a samt reglerne om NCP-Danmark, der er klagemulighed for evt. overtrædelse af OECD´s retningslinjer om ansvarlig virksomhedsadfærd. 

Hermed har advokater og revisorer den retlige ramme, som giver overblik og giver mulighed for at dykke ned i de konkrete emner - hvilket netop kun kan gøres meningsfyldt, hvis man har overblikket.

2 kursuspoint